METRO EXPRESS

KUNSTMALERIER BORTCENSURERET​

En række malerier blev fjernet fra to multinationale virksomheder, fordi de havde pornografiske undertoner.

To multinationale virksomheder har valgt at bortcensurere en kunstner, de selv havde inviteret inden for dørene, fordi en gruppe medarbejdere fandt billederne stødende.

»Normalt censurerer vi ikke vores kunstforening, men vi har en mangfoldighedspolitik, der siger, at der skal være plads til alle og alles holdninger. Så da vi havde nogle medarbejdergrupper, der følte sig stødte over billederne, blev vi nødt til at fjerne dem,« siger Henrik Kirkeskov, kommunikationschef hos Hewlett-Packard i Danmark.

Han ønsker ikke at udtale sig om, hvilke medarbejdere, der var tale om.

Computergiganten havde ellers indgået en aftale med maleren Steffen Kindt om, at han kunne udstille sine billeder i computerfirmaets kon-torlandskab i juli og august.

»Da mine billeder havde hængt hos dem i præcis en uge, blev de pillet ned, og så fik jeg ellers besked på, at de stod til venstre i deres reception, hvor jeg kunne hente dem,« siger Steffen Kindt.

Flere af hans billeder har pornografiske undertoner, hvor en kvinde for eksempel spiser en banan. Men letpå-klædte kvinder frastødte tilsyneladende ikke  kunstforeningerne hos de to multinationale virksomheder, der sagde god for, at billederne kunne udstilles til glæde for medarbejderne.

Den anden virksomhed, der havde inviteret Steffen Kindt indenfor, var benzinselskabet Dansk Shell. Her fik billederne da også lov at hænge mere end en uge uden at de ansatte følte sig stødt af dem, men da virksomheden fik internationalt besøg, blev de mest udfordrende malerier sorteret fra.

»Pludselig blev mine billeder taget ned før tid, og jeg fik at vide, at det var, fordi man fik besøg af en international delegation fra Shell over hele verden, hvor nogle af repræsentanterne fandt billederne stødende. Så nu kunne jeg godt komme og hente min kunst,« siger Steffen Kindt.

I foråret var billederne udstillet i Post Danmarks hovedsæde i København, og her var der ingen problemer. Hos Dansk Shell lyder svaret:»Vi er et stort internationalt firma, hvor der kommer mange mennesker med forskellige kulturelle baggrunde, og når der er nogen, der har fundet, det var over grænsen med sådan noget kunst i frokostpausen, så må man respektere det, derfor pillede vi billederne ned,« forklarer Susanne Tolstrup, Issue Manager hos Dansk Shell.